Stærke danske kandidater til Nordisk Råds litteraturpris

25.02.19
’De’ af Helle Helle og ’Efter solen’ af Jonas Eika er netop nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2019. De to originale og vidt forskellige værker viser spændvidden i dansk litteratur netop nu.

Det er formeksperimenterende prosa fra to forskellige generationer, der, sammen med 11 andre nordiske værker, er i spil til den prestigefyldte nordiske pris i år. Mens Helle Helles roman er et højdepunkt i et sublimt forfatterskab, som sidste år kunne fejre 25 års jubilæum, er Jonas Eika med sin apokalyptiske sci-fi-novellesamling en af den unge generations mest eksperimenterende stemmer.

De to bøger er tematisk meget forskellige i deres kredsen om henholdsvis det nære og det globale. Helle Helle sætter ord på den fælles sorg, vi mennesker har: Sorgen over at vi skal miste vores forældre. Jonas Eikas samfundskritiske science fiction stiller skarpt på den globale krise. Med de skildrer Helle Helle et hjertevarmt forhold mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død på en både smuk og rørende måde. Romanen er sjov og uendelig trist på samme tid. Jonas Eika har med Efter solen leveret en banebrydende novellesamling, hvor virkeligheden beskrives på en ny og overraskende måde.

Nordisk Råds litteraturpris bliver uddelt d. 29. oktober 2019.

Læs meget mere om de danske kandidater på litteratursiden og få et fuldt overblik over alle nominerede på Nordisk Samarbejde