Exofiktion
Som et modsvar til den indadskuende autofiktion, vender forfattere blikket udad mod en virkelig person og sætter historien i en fiktiv ramme. Franske vinde bevæger sig over landegrænser – exofiktion er kommet på den litterære dagsorden.
Exo stammer fra græsk og betyder ude eller udenfor. Hvor autofiktionen er en selvskrift, der tager udgangspunkt i de private oplevelser, er exofiktionen derimod en slags afskrift, som iscenesætter en eksisterende persons personlige historie.
Hvad er så det nye?
En skildring af et virkeligt levet liv i en fiktion er naturligvis ikke nyt. Den biografiske roman har mange titler og år på bagen, men hvorfor så et nyt begreb? Et bud er, at exofiktion er mere aktivistisk og flytter i højere grad fokus fra de store skikkelser til historiens glemte bipersoner og reparerer på den måde på nedarvede traumer.
Det er kendetegnende, at de exofiktive romaner leger med sproget, og eksperimenterende greb får fortællingen til at leve på helt nye måder.
Mere exofiktion på vej
I kommende udgivelser fra de danske forlag ses flere titler, som følger tendensen. Det er blandt andre 'Den inderste kerne' af Lotte Kaa Andersen, som i romanform fortæller forskeren Inge Lehmanns historie. 'Kvinden set fra ryggen' af Jesper Wung Sung om Ida Ilsted, som er kendt fra kunstnerens Wilhelm Hammershøi maleri. Eva Tind udkommer med romanen 'Kvinden der samlede verden' om den danske forsker Marie Hammer, og 'Adam i Paradis' af Rakel Haslund-Gjerrild, som er skrevet hen over maleren Kristian Zahrtmanns liv.
Læs meget mere på Litteratursiden.
